Beskrivelse
A/B Boparken er en andelsboligforening fra 1961 fordelt på mere end 14.000 m2 på de tre veje Sporemagervej, Sadelmagervej og Buntmagervej i 2400 København NV.
Boparken er centralt beliggende tæt på Nørrebro Station samt Nørrebro Bycenter ved Lygten. I gåafstand findes desuden Netto, Coop 365discount, Rema1000, LIDL, Irma og Føtex, samt en række specialforretninger og restauranter.
Foreningen er en sund og veletableret andelsforening.
I begyndelsen af 1930'erne blev store dele af Bispebjerg bygget. Der var tale om at helt nyt boligkvarter bestående af kvalitetsbygninger primært rettet mod arbejderfamilier. Blandt byggeprojekterne blev opført en række boligblokke mellem Oldermandsvej og Bisiddervej, - i alt 10 bygninger hvoraf tre senere blev samlet i AB Boparken. Hver bygning har sin egen vej og Boparken består af Buntmagervej, Sadelmagervej og Sporemagervej.
Boparken var fra begyndelsen lejerboliger men blev i 1961 omdannet til en andelsforening. Oprindeligt bestod Boparken af knapt 270 andele. I dag består vi af ca. 200 andele - det præcise antal ændrer sig løbende, eftersom flere andelshavere vælger at købe nabolejligheden til sammenlægning for at få mere plads. Dermed nedskrives antallet af andele. Boparken har to erhvervslejemål som ligeledes er andelshavere: NV Ølbar og vuggestuen Bispebjerg Børnegård.